Høring af udbud af kommunale begravelser og bisættelser
Odense Kommune gennemfører en markedshøring i forbindelse med det kommende udbud af kommunale begravelser og bisættelser. Formålet med høringen er at indhente input fra markedet til udbuddets udformning, herunder særligt i forhold til prisstruktur, kvalitet og værdighed i opgaveløsningen samt bæredygtighedskriteriet.
Høringen skal bidrage til at sikre et konkurrencedygtigt og proportionalt udbud, hvor krav og vilkår er tilpasset markedets muligheder, samtidig med at kommunen kan indgå en kontrakt, der understøtter en værdig håndtering af borgere uden pårørende.
Er den foreslåede prisstruktur (fx fast pris pr. sag eller enhedspriser) hensigtsmæssig og gennemsigtig?
Hvilke bæredygtighedstiltag er realistiske og proportionale inden for området for kommunale begravelser og bisættelser?
Hvordan kan bæredygtighed dokumenteres på en måde, der er både troværdig og administrativt håndterbar?
Er den foreslåede beskæftigelsesklausul realistisk og proportional i forhold til opgavens omfang og karakter?
Vil klausulen påvirke leverandørens mulighed eller incitament til at byde, herunder for mindre aktører?