Kemikalier til Kompetencecenter Sjælland

Open/public
Start date: 01-07-2026 - 15:00
End date: 12-08-2026 - 10:00

Kompetencecenter Sjælland (KCS) ønsker en markedsdialog om udbud på Kemikalier til renseanlæg, vandværk og varmeanlæg.

Ordregiver undersøger mulighederne for at udbyde opgaven for Faxe, Kalundborg og Ringsted forsyninger.

Udbuddet forventes igangsat som ”Offentligt udbud” i 3. kvartal 2026.

Indledningsvist ønskes en åben og uforpligtende feedback og dialog om relevante emner, som vi har særligt fokus på til udbuddet, og som leverandørerne opfordres til at give feedback på her i dialogmodulet henover sommersæsonen. 

Ordregiver deltager i dialogen hvor det skønnes relevant, og forventer også at supplere dialogmateriale og spørgsmål til markedet yderligere forud for udbuddets offentliggørelse. I opfordres derfor til løbende at følge med i dialogen.

Dialogformen i markedsdialogen er ”åben” men med mulighed for at leverandøren kan være anonym, dvs. at leverandørernes svar og input er synlige for alle på portalen, men leverandørens identitet er kun synlig for ordregiver. Intentionen hermed er at have en åben forudgående dialog om udbudsmaterialets indhold inden kravene endeligt fastlægges, hvorefter udbudsmaterialet færdiggøres og udbuddet igangsættes.

Der bliver i markedsdialogen ikke nødvendigvis svaret på alle markedets bemærkninger eller spørgsmål under markedsdialogen, men alle input bliver vurderet og anvendt, der hvor ordregiver finder det hensigtsmæssigt i forhold til udbudsprocessen og ordregivers behov.

Ordregiver værdsætter jeres tid til deltagelse i denne markedsdialog.

1. Juli 2026 - Laila Kibsgaard Kristensen, C. Hardam
Questions
Kravspecifikation (udkast)

Har leverandøren bemærkninger til udkastet til Kravspecifikation (vedhæftet på dialog forsiden)

1. Juli 2026 - Laila Kibsgaard Kristensen, C. Hardam
Questions
Aftaleform

Traditionelt udbydes området som en rammeaftale med op til 4 års varighed.


Ordregiver overvejer at udbyde opgaven som en kontrakt.

Dette vil i så fald være baseret på at hovedparten af leverancerne er levering af bestemte kemikalier til brug i bestemte eksisterende anlæg, som beskrives i materialet ved adresser, tankstørrelser m.m.

Overvågningsaftale med påfyldningsalarm og automatisk påfyldning skal være en mulighed, og ordregiver kan muligvis forpligte sig til et minimums antal anlæg, som der ønskes overvågning på. med mulighed for tilmelding af flere i aftaleperioden.

En kontrakt vil i så fald have en lidt længere potentiel varighed end 4 år, f.eks. op til 8 år.

Der vil uanset om opgaven udbydes som rammeaftale eller kontrakt være behov for prisreguleringsmekanisme, som passer til området. (se særskilt spørgsmål).


Finder leverandøren det attraktivt at byde ind på en kontrakt med den længere løbetid end 4 år?

Forventer leverandøren at kunne forpligte sig til at levere under en længere kontrakt inkl. eventuelle optionsår, så længe prisreguleringsmekanismen er den rette?

1. Juli 2026 - Laila Kibsgaard Kristensen, C. Hardam
Questions
Prisreguleringsmekanisme

Ordregiver ønsker en prisreguleringsmekanisme, som er offentligt tilgængelig for alle (som ikke kræver betalbart abonnement). Det kunne f.eks. være producentvareindeks fra Danmarks Statistik:


"Danmarks Statistiks producentprisindeks for “Fremstilling af kemiske produkter” (DB07 branche 20 / C20) under PRIS4321,

evt. kombineret med 20-30% Producentprisindeks for elektricitet, gas, damp og fjernvarmeforsyning (DB07 D35)"


Har leverandørerne bemærkninger dertil? Har leverandøren begrundede forslag til andre offentligt tilgængelig indeks som supplement eller i stedet for?

1. Juli 2026 - Laila Kibsgaard Kristensen, C. Hardam
Questions
Bod ved forsinket levering

Leveringssikkerhed er vigtig for ordregiver.

Det overvejes at ordregiver skal have mulighed for at opkræve bod ved manglende overholdelse af leveringstid. Leveringstid forventes at blive fastsat til 2 arbejdsdage efter bestilling, medmindre andet aftales.

Bodsbestemmelsen kan blive fastsat som følger :

"Boden udgør [2] % af prisen for den forsinkede ordre pr. påbegyndt arbejdsdag efter det aftalte leveringstidspunkt. Dette gælder, selvom det kun er en del af ordren, der er forsinket.

Boden kan dog ikke udgøre mere end [20] % af prisen for den pågældende ordre, og der kan kun kræves bod indtil evt. ophævelse af ordren."


Har leverandøren bemærkninger dertil?

1. Juli 2026 - Laila Kibsgaard Kristensen, C. Hardam
Questions
Referencer - krav til egnethed

Ordregiver overvejer at fastsætte krav til referencer som følger:


"Tilbudsgiver skal angive 3 referencer, som dokumenterer, at tilbudsgiver har erfaring med levering af tilsvarende kemikalier i bulk leverancer.


Referencerne skal være igangværende eller afsluttet indenfor de seneste 3 år regnet fra tilbudsfristen. Hvis referencen er en igangværende aftale, så anføres værdien af udførte leverancer indenfor de seneste 3 år.


En references omfang skal være på minimum 100 tons pr. år på en aftale med løbende leveringer.


Det er ikke et krav at referencerne skal indeholde samtlige produkter omfattet af nærværende aftale, men samlet skal referencerne som minimum indeholde bulk levering af natronlud 27,65% og svovlsyre 96%. Desuden skal der være minimum 1 reference, som indeholder en overgangsordning med automatisk påfyldning af kemikalier."


Har leverandøren bemærkninger dertil?