Sundhedsfonden i Aarhus Kommune leder efter løsninger, der kan løfte livskvalitet og helbred for ældre i udsatte boligområder i Aarhus Kommune. Søg op til 5 mio. kr. til en løsning, der virker i praksis.
Vær med til at skabe en reel forskel
Beboere i udsatte boligområder har oftere dårligere helbred, lavere trivsel, dårligere sundhedsvaner og flere kroniske sygdomme end andre. Det skal vi ændre på. Derfor søger Sundhedsfonden i Aarhus Kommune innovative løsninger, der kan forbedre livskvalitet og helbred for aarhusianere på 65+ år i udsatte boligområder.
Vi definerer målet – I designer løsningen
Vi inviterer jer til at byde ind med løsninger, der kan skabe målbare forbedringer i borgernes livskvalitet og helbred. Vi betaler jer et grundbeløb samt afregning for den effekt, I opnår. Kort sagt; vi fastsætter målet, I kommer med løsningen og modtager betaling, hvis effekten opnås. Vi er åbne for alle idéer. I kan søge om mellem 1-5 millioner kr. per projekt.
Hvem kan byde ind?
I kan byde ind, uanset om I er en virksomhed, forening, civilsamfundsorganisation eller noget helt fjerde. Vi håber både at møde nye aktører og se kendte partnere med nye idéer. Ligesom vi også gerne ser flere aktører gå sammen om en fælles løsning.
Frist og næste skridt
Læs mere om målgruppe, målemetode og proces på sundhedsfonden.aarhus.dk/effektcall. Her finder I også ansøgningsskabelonen, som I skal udfylde og indsende. Fristen for at indsende jeres idé er den 15. august 2025.
Spørgsmål? Vi afholder informationsmøder om vores effektcall den 11. og 24. juni 2025, som I tilmelder jer på vores hjemmeside. I er også velkommen til at skrive spørgsmål til os på: sundhedsfonden@mso.aarhus.dk senest d. 6. august.