Vedr. punkt: 4.1.1.1 ”Dækning gælder minimum…” foreslås omformuleret til ”Dækning gælder minimum 2G samt 3G for tale og 3G samt 4G for data, men skal i øvrigt følge markedsstandarden”.

Dette begrundes i at vi som leverandør leverer den rettte teknologi for anvendelse af tale og data, og det bør således være op til leverandøren at vælge den teknologi vi ønsker at tilbyde, for at leve op til SKIs krav.

Vedr. punkt 4.1 (afsnit 3):

Vi foreslår at sætningen afslutningsvis ændres til: "...En ikke-garanteret dækning er alle øvrige kommunale lokationer som fremgår af bilag 1B, her vil leverandører blive evalueret på, hvorvidt der er eller vil blive etableret dækning".

Dette begrundes i at vi løbende udbygger/tilpasser vores netværk.

Punkt 5.4.4:

Det forslås at begrebet dækningsanlæg udvides til også at omfatte:

Et BTS-, femto-, smallCell- eller repeateranlæg og tilsvarende til etablering eller forbedring af Leverandørens indendørsdækning på Kundens lokation.

I forbindelse med udkast til udbud skal bydes samlet på: fastnettelefoni, mobiltelefoni, mobil bredbånd, mobile modemmer, mobil- og feature-telefoner og mobilt tilbehør. Der er selskabets opfattelse, at det fremsendte udkast er konkurrenceforvridende, idet der ikke er indarbejdet en mulighed for, at en udbyder alene kan byde på mobiltelefoni , mobil bredbånd, mobile modemmer, mobil- og feature-telefoner og mobilt tilbehør, men at fastnet telefoni indgår som en del af udbuddet. Særligt når tildelingskriteriet fra SKI er ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud”, er det selskabets opfattelse af SKI tilgodeser, særligt den dominerede operatør på fastnetmarkedet, der allerede har afskrevet nuværende fastnet infrastruktur.  Dernæst vil et konsortium, være utænkeligt at kunne blive valgt som 1. leverandør, pga. de øgede omkostninger, som et konsortium har inden for blandt andet organisering, fakturering og afregning inden for mobil og fastnets telefoni, da ekstra omkostningerne hertil nødvendigvis må indregnes i tilbuddet.  Vedrørende kaskade modellen beskrevet i punkt 9.2. anbefales det, at leverandør 2 og leverandør 3, blot kunne være leverandører af mobiltelefoni og mobilbredbånd og derved ikke skulle opfylde kravene omkring fastnets telefoni, hvilket vil give SKI mulighed for at modtage et bredere tilbud på disse ydelser.

vedr. pkt. 4.1.2 Garanteret dækning: det foreslås at sidste afsnit under dette punkt omformuleres således: "ved indendørs lokationsdækning forstås en dækning, som skal være tilstede indendørs på specifikke kommunale adresser. Kældre (lokaler under gadeniveau), elevatorer, bygninger med stålplader og/eller energiglas og lignende er dog ikke omfattet af dækningskravet".

Dette begrundet i at operatøren har en forringet mulighed for at få signal ind i signaltætte bygninger. 

Hvordan forholder SKI sig ved Kundens misligholdelse af aftalen? Hvilken complianceforpligtelse påtager SKI sig, henset til, at der er tale om en forpligtende aftale for kunderne?

Når man som leverandør byder ind på udbuddet er det selvsagt uvist for leverandøren, om man efterfølgende bliver valgt som hovedleverandør eller standbyleverandør 1 (eller 2). Først efter SKIs tildeling af aftalen meddeles det leverandørerne, i hvilken rangorden de bliver placeret i kontraktperioden. Er det hensigten fra SKIs side, at leverandøren skal byde ind på en række prispunkter uden på forhånd at kende den forventede afsatte volumen? Herunder forventeligt oprette og drifte den specifikke SKI produkt portefølje samt services, uanset at blot et meget lille antal kunder vil købe disse produkter/services?

Hvad er SKIs rolle i forhold til underretningspligten?

vedr. pkt. 7.11.2 Service: kan SKI venligst uddybe hvad der lægges i "udvidet garanti på service", herunder indhold af det konkrete krav?

Vedlagt er et dokument med input til det samlede udbudsmateriale.

vedr. pkt. 3.2 Abonnementer: der efterspørges i Abonnement F en SIP-trunk forbindelse med 1 talekanal inkl. QoS. SKI bør overveje at kravstille en SIP client istedet, idet dette vil være en noget billigere løsning for Kunden, såfremt forbindelsen skal anvendes på mindre lokationer. Det giver ikke mening at oprette en SIP-trunk med den tilhørende access/fremføring for blot 1 talekanal. 

vedr. pkt. 4.1.1 Servicetid: hvilke produkter/services ønsker SKI at tilkøbe udvidet servicetid på? Dette giver mest mening at tilkøbe på fastnet forbindelser

Der efterspørges to fakturaformater: OIOUBL og OIOXML. Hvilken een af de to ønsker SKI at anvende?

afsnittet vedrører mobildata, både national og roaming data. Det er ikke klart om de angivne krav gælder for både national og roaming eller blot den ene af de to. Kan dette præciseres? Desuden: på s. 12. øvert står flg.: "det er den enkelte Kunde som vælger hvordan dataforbruget skal reguleres for hvert enkelt abonnement". Gælder dette ligeledes for national og/eller roaming data?

Fordele ved særskilt 50.48 udbud på mobil hardware (Terminaler mv.):

Frie markedskræfter (pris/sortiment), da der vil være stærkere konkurrence på en række ens produkter. Flere leverandører er samtidig lig med mangfoldighed i produktudvalget.

Telebranchen har generelt haft fokus på at skille telefoni og hardware ad, for at fokusere på kerneforretning og dermed yde den bedste service på det felt, hvor virksomhedens kompetencer er størst, nemlig de rene teleydelser.

Tele-udbyderne har ikke samme fokus på mobil-hardware, leveranceren heraf samt driften af hardware-enhederne. Denne del er for nogle Tele-udbyderes side lagt ud til underleverandører.

Dette vil i en aftale, hvor tele-ydelserne kombineres med leverance af hardware typisk betyde, at Tilbudsgiverne vi placere leverancerne hos underleverandører.

Placering af ansvar ved brug af underleverandører, vil medfører et manglende incitament til at drive Terminal forretningen i den retning slutbrugerne af aftalen ønsker.

Det er Terminal leverandørernes påstand, at terminaldelen vil blive undervurderet/knap så prioriteret i kontraktstyringen af en aftale hos teleoperatørerne, hvor hovedparten af kontraktværdien vedrører tele-ydelserne.

Dette er en reel risiko i forhold til brugernes opfattelse af om der vil blive indgået en god aftale. Slutbrugernes oplevelse af en god teleaftale er som minimum opdelt ligeligt på kvaliteten af teleydelserne og på kvaliteten af terminal-enhederne, herunder hvilken funktionalitet terminalerne giver slutbrugerne. Den gennemsnitlige bruger, vil sjældent bekymre sig om hastigheden af download hvis de for en hastighed der er gennemsnitlig samtidig vil dækning naturligvis have en betydning for brugeren. Men hvilken terminal de kan vælge at anvende, en terminal som de måske kender godt fra for eksempel privat anvendelse, vil være af afgørende betydning for medarbejderens optimale anvendelse og derved brugerens tilfredshed med den valgte terminal. Dette vil endvidere være til glæde for brugerens arbejdsgiver, der får en mere produktiv medarbejder når brugeren har en terminal som kan anvendes i overensstemmelse med den løbende udvikling i teknologien.

Dedikerede hardware-udbydere/terminalleverandører har større fokus på hele mobilitetsløsninger (herunder Mobile Device Management (MDM), konfigurationsydelser, mobilprodukter kombineret med services osv.) samt større produktspecifik know-how.

Såfremt aftalerne udbydes på en måde, hvor tele-udbyderne skal inddrage Terminalleverandørerne som underleverandører, er det vor oplevelse at man som underleverandør, ofte for sent inddrages i beslutningsprocesserne, og kunderne opnår dermed ikke altid den optimale løsning fra starten, grundet manglende rådgivning om den rigtige løsning.

En dedikeret og specialiseret Terminalleverandør kan være med til at sikre udnyttelsen af hovedydelsen bedst muligt

Spørgsmålet er om man ikke kan tillade sig at vende problemstillingen på hovedet. Hvis brugerne ikke får de terminaler, de til enhver tid efterspørger, for at kunne optimere deres arbejdsindsats, hvorledes måles den reelle værdi af tele-ydelsen så ?.

Det er ikke udviklingen af telenettet, som alene driver udviklingen på terminalmarkedet. Det er lige så meget udviklingen på terminalmarkedet der driver udviklingen af telenettet.

Ydelses-udbyderne har intet incitament til at udbyde teknologi i terminaler, der udstiller at teknologi i tele-udbydernes netværk ikke er optimeret til brug i terminalerne.

Det ville måske endda være på sin plads, at opstille udviklingskrav til det udbudte telenet, i forhold til, at telenettet til enhver tid skal kunne understøtte de muligheder terminalerne kan stille til rådighed forbrugerne, således at det bliver et krav til teleoperatøren om at levere den fornødne båndbredde og netværksteknologi.

Ovenstående påstand er vel også det, der gør at teleudbyderne har stillet sig ”neutrale” i forhold til, om terminalerne skulle være en del af udbuddet af teleydelserne, eller om disse skulle splittes ud i et selvstændigt udbud.

Hvis man ser på de eksisterende offentlige aftaler, altså de aftaler hvor ydelsesudbyderen har haft leveranceansvaret for terminaler, så har kvaliteten af de tilbudte terminaler i disse aftaler haltet bagefter i forhold til markedet. Dermed har aftalerne i forhold til terminalerne ikke været markedskonforme.

Dette har alene været tilfældet på SKI rammeaftale 02.08, delaftale 2. Her har en opsplitning mellem tele-ydelser og terminaler tilsikret, at der har været en forholdsmæssig fornuftig substituering af terminaler og terminal-udstyr, hvormed brugeroplevelsen af aftalerne er blevet sikret.

Fordele ved særskilt 50.48 udbud på mobil hardware (Terminaler mv.):

Frie markedskræfter (pris/sortiment), da der vil være stærkere konkurrence på en række ens produkter. Flere leverandører er samtidig lig med mangfoldighed i produktudvalget.

Telebranchen har generelt haft fokus på at skille telefoni og hardware ad, for at fokusere på kerneforretning og dermed yde den bedste service på det felt, hvor virksomhedens kompetencer er størst, nemlig de rene teleydelser.
Tele-udbyderne har ikke samme fokus på mobil-hardware, leveranceren heraf samt driften af hardware-enhederne. Denne del er for nogle Tele-udbyderes side lagt ud til underleverandører.
Dette vil i en aftale, hvor tele-ydelserne kombineres med leverance af hardware typisk betyde, at Tilbudsgiverne vi placere leverancerne hos underleverandører.
Placering af ansvar ved brug af underleverandører, vil medfører et manglende incitament til at drive Terminal forretningen i den retning slutbrugerne af aftalen ønsker.

Det er Terminal leverandørernes påstand, at terminaldelen vil blive undervurderet/knap så prioriteret i kontraktstyringen af en aftale hos teleoperatørerne, hvor hovedparten af kontraktværdien vedrører tele-ydelserne.

Dette er en reel risiko i forhold til brugernes opfattelse af om der vil blive indgået en god aftale. Slutbrugernes oplevelse af en god teleaftale er som minimum opdelt ligeligt på kvaliteten af teleydelserne og på kvaliteten af terminal-enhederne, herunder hvilken funktionalitet terminalerne giver slutbrugerne. Den gennemsnitlige bruger, vil sjældent bekymre sig om hastigheden af download hvis de for en hastighed der er gennemsnitlig samtidig vil dækning naturligvis have en betydning for brugeren. Men hvilken terminal de kan vælge at anvende, en terminal som de måske kender godt fra for eksempel privat anvendelse, vil være af afgørende betydning for medarbejderens optimale anvendelse og derved brugerens tilfredshed med den valgte terminal. Dette vil endvidere være til glæde for brugerens arbejdsgiver, der får en mere produktiv medarbejder når brugeren har en terminal som kan anvendes i overensstemmelse med den løbende udvikling i teknologien.

Dedikerede hardware-udbydere/terminalleverandører har større fokus på hele mobilitetsløsninger (herunder Mobile Device Management (MDM), konfigurationsydelser, mobilprodukter kombineret med services osv.) samt større produktspecifik know-how.

Såfremt aftalerne udbydes på en måde, hvor tele-udbyderne skal inddrage Terminalleverandørerne som underleverandører, er det vor oplevelse at man som underleverandør, ofte for sent inddrages i beslutningsprocesserne, og kunderne opnår dermed ikke altid den optimale løsning fra starten, grundet manglende rådgivning om den rigtige løsning.

En dedikeret og specialiseret Terminalleverandør kan være med til at sikre udnyttelsen af hovedydelsen bedst muligt

---

Spørgsmålet er om man ikke kan tillade sig at vende problemstillingen på hovedet. Hvis brugerne ikke får de terminaler, de til enhver tid efterspørger, for at kunne optimere deres arbejdsindsats, hvorledes måles den reelle værdi af tele-ydelsen så ?.

Det er ikke udviklingen af telenettet, som alene driver udviklingen på terminalmarkedet. Det er lige så meget udviklingen på terminalmarkedet der driver udviklingen af telenettet.
Ydelses-udbyderne har intet incitament til at udbyde teknologi i terminaler, der udstiller at teknologi i tele-udbydernes netværk ikke er optimeret til brug i terminalerne.
Det ville måske endda være på sin plads, at opstille udviklingskrav til det udbudte telenet, i forhold til, at telenettet til enhver tid skal kunne understøtte de muligheder terminalerne kan stille til rådighed forbrugerne, således at det bliver et krav til teleoperatøren om at levere den fornødne båndbredde og netværksteknologi.

Ovenstående påstand er vel også det, der gør at teleudbyderne har stillet sig ”neutrale” i forhold til, om terminalerne skulle være en del af udbuddet af teleydelserne, eller om disse skulle splittes ud i et selvstændigt udbud.

---

Hvis man ser på de eksisterende offentlige aftaler, altså de aftaler hvor ydelsesudbyderen har haft leveranceansvaret for terminaler, så har kvaliteten af de tilbudte terminaler i disse aftaler haltet bagefter i forhold til markedet. Dermed har aftalerne i forhold til terminalerne ikke været markedskonforme.

Dette har alene været tilfældet på SKI rammeaftale 02.08, delaftale 2. Her har en opsplitning mellem tele-ydelser og terminaler tilsikret, at der har været en forholdsmæssig fornuftig substituering af terminaler og terminal-udstyr, hvormed brugeroplevelsen af aftalerne er blevet sikret.

Vil SKI venligst redegøre for, hvordan der kan sikres innovation og dynamik i det offentlige telemarked fremadrettet med en eneleverandør til landets kommuner. Priserne på det offentlige marked er særdeles lave ift. det private marked, fordi det offentlige udgør en stor kundevolumen. Men med én leverandør, der har en kontrakt på hovedparten af kommunernes telefoni vil andre potentielle leverandører være udenfor markedet, uden mulighed for at sikre kundedrevet innovation og udvikling.

Vil SKI venligst redegøre for, hvordan SKI tænker konkurrencesituationen fremadrettet. I 2014, hvor kommunerne måske gennem SKI udbyder telefoni i samlet konkurrence, er der 2 udbydere, der har kontrakter på betydelige leverancer til den offentlige sektor. Den ene langt større end den anden. Det er uhyre vigtigt at forstå, at telefoniydelser –  i modsætning til mange andre produkter, som danske Kommuner indkøber – er ydelser med meget høje initialomkostninger for potentielle leverandører. Dette betyder eksempelvis, at kun få potentielle leverandører giver tilbud på Statens telefoni – og kun få (måske kun 1) vil give tilbud på Kommunernes fælles konkurrenceudsættelse. Det vil være særdeles omkostningstungt og ressourcekrævende at implementere alle landes kommuner – og ganske få har den organisatoriske muskel hertil. Hertil kommer, at økonomien er så dårlig, at markedet med stor sandsynlighed mister interessen for det offentlige segment. Konsekvensen vil være mindre udvikling og højere priser.

Det må anbefales, at SKI laver en rammeaftale i lighed med 02.08 med mere end én leverandør, hvor der sikres konkurrence via miniudbud – og hvor flere udbydere motiveres til at kaste ressourcer ind i udviklingen af telefoniløsninger til den offentlige sektor. Dette gøres bedst ved, at SKI laver en leverandørudvælgelse og faciliterer, at kommuner skal i let udførte miniudbud, hvor der kan stilles særlige krav til løsning, SLA, dækning etc.  På nuværende aftale er der ikke gennemført miniudbud – hvilket er stærkt bekymrende for konkurrencen, da det må forventes, at regioner og kommuner må have behov for udvidet SLA på fastnet til hjemmepleje, lægevagt, hospitalsdrift etc. Men der har ikke været gennemført et eneste miniudbud i kontraktperioden. Kun ved gennemførelse af miniudbud kan det sikres, at markedstrægheden udfordres.

Det er i branchen almindelig kendt, at en stor del af de offentlige kunder vil strække sig meget langt for at beholde TDC som leverandør. TDC har langt den største markedsandel. Endvidere er der en relativ stor pristilfredshed med 02.08 – en aftale, der er attraktiv for kunderne. Med andre ord sikrer nuværende aftalegrundlag en vis konkurrence – og flere leverandører.

Hvis én leverandør vinder en samlet aftale, er der næsten et monopol på markedet. At tage hjemmearbejdspladser ud af den samlede aftale er sådan set ok. Det er alene TDC, der realistisk kan vinde en hjemmearbejdspladsaftale – da prisniveauerne som aftalerne vindes på er under cost for alle andre potentielle leverandører, der skal købe infrastruktur af netop TDC. Den anden del med telefoni er ligeledes fastnetstung, hvilket bevirker, at leverandørerne har meget forskellige costbilleder. Konsekvensen er, at konkurrencen er sat ud af kraft. I tillæg hertil kan det frygtes, at SKIs kontrakt med erstatningsleverandørerne ikke vil blive benyttet efter hensigten. Konsekvensen er, at den valgte hovedleverandør langt fra er sikret den volumen, som der stilles i udsigt – og derfor kan business casen falde sammen.