Rammeaftale 50.43 - Tablets

Open/public
Start date: 12-09-2014 - 00:00
End date: 12-10-2014 - 23:59

OPDATERING II: Den tekniske dialog er pr. 1. oktober forlænget frem til d. 12. oktober 2014. 

SKI inviterer alle potentielle leverandører og relevante markedsaktører til teknisk dialog på det kommende udbud af en fælleskommunal forpligtende aftale om tablets. 

Den tekniske dialog gennemføres for at sikre, at den endelige aftale afspejler markedets vilkår og mekanismer og for at sikre, at aftalen bliver så anvendelig som muligt for både offentlige brugere og for leverandører på aftalen.

Den tekniske dialog vil foregå via platformen www.offentligprivatdialog.dk i perioden 12-24. september 2014.

Generelt om udbuddet 50.43 Tablets

Som led i SKI’s 3. bølge af forpligtende aftaler forbereder SKI i samarbejde med den eksterne projektgruppe, som beståer af repræsentanter fra Fællesudbud Sjælland (FUS), KomUdbud, Indkøbsfællesskab Nordsjælland (IN), Spar 5, Københavns Kommune, Odense Kommune, Aalborg Kommune og Favrskov Kommune en fælleskommunal forpligtende rammeaftale på tablets, tilbehør til tablets og tilknyttede ydelser. 

Rammeaftalen er en forpligtende aftale, som vil blive udbudt på vegne af de SKI kunder, som forud for udbuddet tilslutter sig rammeaftalen. Aftalen vil rette sig mod SKI’s kommunale kunder, men øvrige kunder kan også tilslutte sig aftalen. Det vil fremgå af udbudsmaterialet, hvor mange kommuner og øvrige offentlige institutioner, der har forpligtet sig til at bruge sortimentet på aftalen. Omfanget af kundernes forpligtelse til at anvende rammeaftalen vil ligeledes fremgå af udbudsmaterialet.

Der kan læses mere om de forpligtende aftaler, som SKI udbyder i tæt samarbejde med KL og en række kommuner her.

Væsentligt for udbud af de kommunale forpligtende indkøbsaftaler er, at der etableres en ekstern projektgruppe bestående af repræsentanter fra kommunerne, som medvirker til at træffe beslutninger omkring udbudsdesign mv., og som deltager i udarbejdelsen af udbudsmaterialet. 

Overordnet forventes udbuddet at omfatte: Tablets, tilbehør til tablets samt tilknyttede ydelser.

Det forventes, at udbuddet offentliggøres i 4. kvartal 2014.

Dialog omkring udbuddet af tablets

SKI og den eksterne projektgruppe inviterer i forbindelse med udbuddet af en fælleskommunal forpligtende aftale om tablets alle potentielle leverandører eller markedsaktører til teknisk dialog. Formålet er at give potentielle tilbudsgivere lejlighed til at komme med input i forhold til udbuddet. Der er udsendt vejledende forhåndsmeddelelse vedrørende udbuddet via TED d. 16. juli 2014.

Dialogen foregår på platformen www.offenligprivatdialog.dk, hvor SKI indbyder alle relevante markedsaktører til at give deres synspunkter til SKI’s overvejelser omkring det kommende udbud til kende.

Formål

Formålet med den tekniske dialog er at få afprøvet tankerne med udbuddet med potentielle tilbudsgivere på et tidspunkt, hvor SKI stadig har mulighed for at indarbejde feedback i udbuddet.

SKI har i samarbejde med den eksterne projektgruppe udarbejdet et foreløbigt udbudsmateriale (kravspecifikation, leveringsbestemmelser mv.) og har i den forbindelse en række spørgsmål og emner, som vi særligt ønsker, at markedet taget stilling til. De relevante dele af materialet er gjort tilgængeligt for kommentering hos leverandørerne. 

Få adgang til dialogen

Dialogen påbegyndes d. 12. september 2014 og forventes afsluttet d. 24. september 2014

Alle der er interesserede i at komme med input og kommentarer til nedenstående overvejelser vedrørende en kommunal forpligtende aftale på tablets kan deltage på ”ide-udbud”.

BEMÆRK: Du skal oprette dig som bruger med login for at kunne deltage.

Opret dig som bruger her:

http://www.offentligprivatdialog.dk/opret-bruger.aspx 

FREMGANGSMÅDE:

1.  Login og gå til det Idé-udbud, du ønsker at kommentere på.

2.  Klik på et fokusområde i venstre side og læs teksten eller svar på oprettede spørgsmål.

3.  Herefter kan du oprette ideer eller spørgsmål direkte til dette fokusområde.

Deadline

Det foreløbige udbudsmateriale til den kommende forpligtende aftale på Tablets kan kommenteres frem til d. 24. september 2014 kl. 16.00

Øvrige opmærksomhedspunkter

Potentielle leverandører skal være opmærksomme på, at de ved deltagelse i den tekniske dialog accepterer, at SKI kan anvende alle indkomne oplysninger i SKI’s udbudsdesign og udbudsmateriale.

SKI skal derudover gøre opmærksom på, at vi ikke er forpligtet til at følge eventuelle kommentarer, forslag til ændringer mm. SKI forpligter sig alene til at vurdere hensigtsmæssigheden af de indkomne inputs. 

Svar, der afgives af SKI, er ikke juridisk bindende, men skal anses for vejledende svar.