Markedsdialog: Etablering af paraply for den internationale indsats i Aarhus

Consultation
Start date: 27-01-2025 - 13:00
End date: 27-02-2025 - 13:00

Aarhus Kommune er i gang med at forberede et udbud om en paraply for den internationale indsats i Aarhus (se ”Beskrivelse af opgaven” for uddybning). Paraply-enheden er det bærende initiativ i Strategi for rekruttering og fastholdelse af international arbejdskraft i Aarhus (2025-2030). For at sikre paraplyens relevans for centrale aktører, inviterer vi til, at aktører deler input til kravspecifikationen. Målet er at definere en paraply-enhed, der kan løfte byens internationale indsats og bliver opfattet som et samlende organ til fælles bedste. Den røde tråd i paraplyens virke er at spille driftsaktørerne bedre, gennem bl.a. koordinering, synliggørelse og understøttelse af fundraising. Paraplyens organisatoriske ophæng defineres af tilbudsgiver i forbindelse med konkurrenceudsættelse af opgaven. Den videre finansiering af paraplyen efter de indledende tre år skal afsøges og beskrives af tilbudsgiver(e).

Hvis du ønsker at deltage i markedsdialogen, bedes du besvare spørgsmålene:

  • Hvordan kan paraply-enheden blive en samlende funktion og skabe mere synergi mellem internationaliseringsaktiviteterne?
  • Hvordan kan paraply-enheden styrke synlighed og kommunikation af internationaliseringsaktiviteterne?
  • Hvad skal der til for at paraply-enheden kan støtte op om fundraising til internationaliseringsindsatsen?
  • Hvordan kan paraply-enheden bidrage til en mere koordineret interessevaretagelse?
  • Er der andet, paraply-enheden efter din mening burde fokusere på? Hvordan?

Tag eksempelvis udgangspunkt i mulig aktørkreds, organisering, opgaveløsning, kompetencer, muligheder og barrierer.

Jeres besvarelse bedes uploadet i Comdia. 

Beskrivelsen af opgaven

Som en vigtig forudsætning for at løfte den internationale indsats i Aarhus lægger Strategi for rekruttering og fastholdelse af den internationale arbejdskraft op til, at der etableres en paraply for byens mange internationale initiativer. Paraply-enheden skal støtte eksisterende aktører i arbejdet for at forny og løfte internationaliseringsindsatsen. Det skal den ved at skabe bedst mulig synergi mellem eksisterende tilbud og bidrage til udvikling af nye, relevante tilbud. Paraply-enheden skal have som væsentligste fokusområder:

En samlende funktion

Det er centralt, at paraply-enheden fungerer som et samlende organ for de mange udbydere og har fokus på at skabe synergi mellem aktører og disses tilbud. Derudover skal paraply-enheden bidrage til klarhed over, hvilke aktører der findes og hvilke indsatser, de har, til hjælp for både international arbejdskraft og aktører med interesse heri. Denne koordinerende rolle skal ligeledes bidrage til at identificere manglende initiativer samt mulige driftsaktører.

Forbedret kommunikation og synlighed

Aarhus vurderes at have en række velfungerende tilbud til internationale, som udføres af forskellige aktører. Der er dog en generel udfordring med internationales og virksomheders kendskab til tilbuddene, og det forventes, at en øget synlighed vil bidrage til en større anvendelse af tilbuddene, som kan spille en rolle i den internationale arbejdskrafts trivsel. Derfor skal paraply-enheden have fokus på at forbedre kommunikationen og synligheden af byens tilbud i samspil med relevante aktører, til gavn for både international arbejdskraft og byens virksomheder.

Fundraising til projekter

Et centralt fokus er at understøtte driftsaktører i at rejse midler til finansiering af lokale og nationale internationaliseringsindsatser og bidrage til videre udvikling med fokus på synergi mellem aktører. Idéer til projektansøgninger kan igangsættes på driftsaktørers eller paraply-enhedens initiativ. Det er dog centralt, at driftsaktører ejer projekterne, mens paraply-enheden kan understøtte driftsaktørerne i at hjemtage midler til projekter med relevans for styrkelse af vilkårene for rekruttering og tilknytning af international arbejdskraft. Selve driften af projekter foretages udelukkende af driftsaktører. Som led i fundraisingen skal der hos paraply-enheden være fokus på at opbygge relationer, indgå partnerskaber og bidrage til formulering af projektansøgninger.

Koordineret interessevaretagelse

Paraply-enheden skal koordinere interessevaretagelse af relevante emner blandt relevante aktører for at imødekomme uhensigtsmæssigheder i lovgivning og strukturer mv.